Om fotografen

Marius Knudsen (1891-1954) var fotograf i den lille by Borup der ligger mellem Køge og Ringsted.


Marius blev født i 1891 som søn af snedkermester Christian Knudsen og hustru Johanne Knudsen.

Marius bliver i 1922 gift med Helga Margrethe Nielsigne Knudsen, der var født i Sorø.

Marius starter som brødkusk og arbejdsmand på en gård, og tager som ung mand ferrotypier (små billeder på jernplader) Han bliver "kanonfotograf" i København cirka 1918-19 og kommer ad den vej i kontakt med fotograf M. Petersen, som måske bliver hans læremester.

Fotografen Axel Becker, havde filial i Borup, men vi kender ikke til nogen af hans billeder, så det kan være Marius der er filiallederen.. (Marius overtager tlf. 90 i Borup)

I midten af 1920-erne bor familien på førstesalen i ejendommen Hovedgaden 3, Borup. 

 År 1929 byggede han et hus på Kimmerslevvej 4 i Borup, lige overfor maskinfabrikken. Huset havde tilbygget atelier med glastag som det var skik og brug for datidens fotografer, hvor teknikken satte begrænsninger for hvornår der kunne fotograferes. Der skulle bruges meget lys hvis optagelserne skulle lykkes.

Helga og Marius får to børn: Povl f. 1925 og Else f. 1927.

Historiens slutning.

År 1954 dør Marius, og Helga driver butikken videre sammen med sønnen Povl, der senere også overtager ejendommen Kimmerslevvej 4. Povl drev en vognmandsforretning, og senere et autoophug. Povl hægede om ejendommen og dens indhold, både i atelieret og den lille foto- og tobaksforretning, helt til sin død. Selv Marius fine Ford fra 1933 var velbevaret og er den dag i dag stadig kørende med den originale nummerplade E1042. 

Nedenfor kan du se et lille udvalg af billeder jeg tog i juli 2018, da jeg købte de 1,5 ton glaspladenegativer (7-8000 stk).

Bestillinger og anbefalinger.

Familien Knudsens egne familiebilleder.

Billederne i nedenstående galleri er alle fra samme æske, mærket familiebilleder 1921. Marius er cirka 30 år gammel på billederne, og Helga er 25 år.

Der er scannet en del flere familiebilleder, som vil blive tilføjet efterhånden som de bliver identificeret.

Marius Knudsens søn Povl, født 14.december 1925, boede næsten hele livet i villaen, som forældrene fik bygget i 1929 på Kimmerslevvej 4 i Borup. Nedenfor kan du se tidlige billeder af Povl og søsteren Else.

Marius Knudsens datter Else født 1927, boede næsten hele livet i villaen, som forældrene fik bygget i 1929 på Kimmerslevvej 4 i Borup. Nedenfor kan du se tidlige billeder af Else.

Povl blev gift 25. april 1948 med Grethe f. 29.3 1929 i Aalborg. Ægteskabet var ikke nogen succes og blev hurtigt opløst. Under boligmanglen lige efter besættelsen boede parret i en tidligere flyttevogn der var placeret i haven ved Kimmerslevvej 4. Senere blev Povl gift med Inger (dato ukendt)

De uvelkomne naboer.

Tyskerne holdt til ved savværket, lige op til Kimmerslevvej 4 hvor atelieret lå. Det var nok ikke muligt at undslå sig fra at fotografere soldaterne, og betalingen var nok også kærkommen i en tid med knappe ressourcer.