Marius Knudsen fandt hurtigt en niche blandt fotografernes mange virkeområder. I starten blev der optaget en del personportrætter i atelieret,men der har nok ikke været tilstrækkeligt kundeunderlag i den trods alt ret lille by Borup. Så selv om købmandsbutikken ved siden af atelieret vel også kastede lidt af sig, så måtte der andre indtægter til.
Marius havde i starten af 1930´erne købt en fin Ford personbil så han blev i stand til at bevæge sig rundt over det meste af Sjælland. Bilen E 1042 findes stadig i original stand i Finn Hansens eje.
Særligt landbruget med de større gårde og godser blev en god forretning for Marius. Når han havde taget to-tre glasnegativer i størrelsen 18 x 24 cm, tog han hjem og fremkaldte dem og lavede nogle papirbilleder på 36 cm i højden og 48 cm i bredden. Billederne blev forsynet med et stort stempel på motivsiden med “Fotograf Marius Knudsen, Borup, tlf. 90” Billedet blev så afleveret til forvalteren der sørgede for at modtage bestillinger på kopier. Det er et godt spørgsmål hvor mange af disse billeder der er købt og gemt af private. Det var ikke alle der havde mulighed for at bruge penge på et sådant billede.
Tryk på et billede, så åbnes galleriet i fuld størrelse. Du kan få billedteksten frem og væk igen ved at trykke på det enkelte billede. Der er 420 landbrugsbilleder, en del er allerede identificerede og lagt ud i postnummerorden. I slutningen af februar kom der 120 nye billeder på. De ligger under landbrug og vejarbejde. Alle nye billeder har numre der starter med 67. Den 16. marts 2020 er der tilført 91 nye landbrugsbilleder som du finder til sidst i galleriet nedenfor. Alle begynder med 71. Mere end halvdelen er identificerede, og bliver delt ud under postnumre om nogle uger.